Interkulturelle møder på danske hospitaler– professionelle og personlige erfaringer med mangfoldighed (Danmark)

Af Margit Helle Thomsen

Tekst reference: “Patienter med minoritetsetnisk baggrund i det danske sundhedsvæsen – En fænomenologisk undersøgelse af sygeplejerskers oplevelse af mødet med minoritetsetniske patienter på en dansk hospitalsafdeling” (“Patients with minority-ethnic background in the Danish health services – a phenomenological study of nurses’ experience of the encounter with minority-ethnic   patients in a Danish hospital ward”) by Nielsen, Ben Farid Røjgård, 2007, speciale, pp 93.

Introduktion

Specialet blev udarbejdet i et samarbejde med sygeplejersker på et hospital i hovedstadsområdet. Målet var at undersøge hvordan sygeplejersker oplever mødet med minoritetsetniske patienter. Ud fra en fænomenologisk analyse blev tre fænomener udvalgt: kommunikation, forskellige sygdomsopfatteler og kulturel og social opførsel på hospitalet. Specialet behandler også brug af tolke og det, som sygeplejersker benævner ”etniske smerter”. Sygeplejersker oplever at minoritetsetniske patienter overdriver deres smerter. Specialet kommer også ind på betydningen af fænomener som mad og inddragelse af familie og venner.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at analysere det interkulturelle møde mellem danske sygeplejersker og et stigende antal minoritetsetniske patienter. Hensigten er at identificere de kompetencekrav, som opstår i dette møde. Undersøgelsen fokuserede på sygeplejerskernes egne oplevelser.

En både professionel og personlig tilgang

Undersøgelsen fokuserer på sygeplejerskernes professionelle oplevelser, men også deres subjektive og personlige oplevelser er relevante. Undersøgelsen søger at besvare følgende spørgsmål :

• Hvordan oplever sygeplejersker de interkulturelle møder?
• Hvordan påvirker disse fænomener kvaliteten af den professionelle
• pleje?
• Hvordan opfatter sygeplejersker forskellen mellem minoritetsetniske og danske patienter ?

• Hvordan indvirker de interkulturelle møder på sygeplejerskernes professionalisme?
  

Datakilder – et feltarbejde

Undersøgelsen benyttede kvalitative interviews suppleret med observationer af sygeplejerskerne, som alle havde mindst 5 års erfaring. Der blev benyttet åbne, semistrukturerede interviews for at sikre fri og spontan kommunikation. Alle interviews blev transkriberet, tematisk organiseret og kodet.

De kvalitative interviews blev kombineret med deltagerobservation i daglige situationer på hospitalsafdelingen, hvilket muliggjorde en bedre indsigt i den daglige kontekst, som sygeplejerskerne refererede til i interviewene. Via observationerne var det også muligt at observere både verbale og nonverbale interaktioner mellem sygeplejerskerne og patienterne og deres pårørende.

Undersøgelsen fandt sted i hovedstadsområdet, hvor der var særlig mange minoritetsetniske borgere, hvorfor det var sandsynligt, at sygeplejerskerne ville komme ud for interkulturelle møder.

Terminologi, begreber og teoretisk-metodisk tilgang  

Den overordnede teoretiske tilgang bestod i at indfange og beskrive informanternes oplevelser, derfor blev den fænomenologiske metode benyttet. Desuden var undersøgelsen inspireret af den norske filosof Kari Martinsen, som også er uddannet sygeplejerske.Hun hævder at en god professionel praksis  skal forene en relationel, praktisk og moralsk dimension.

Desuden er antropologen Bodil Selmer blevet brugt til at belyse de kulturelle holdninger, som ligger til grund for den institutionelle forståelse af professional sygepleje i det danske sundhedssystem.

Begreber som beskriver minoritetsetniske patienter

Ifølge antropologen Kirsten Hastrup opstår begrebet “etnicitet” først der, hvor det bliver politisk og social nødvendigt at skabe en klar distinktion mellem majoritetsbefolkningen og minoritetsgrupper, hvorved etnicitet bliver et aspekt ved en relation og ikke en egenskab ved en individuel person. Borgere med anden etnisk baggrund konstitueres som forskellige fra etnisk danskere. Etniske minoritetspatienter ses derfor som anderledes.  

Konklusioner

Sygeplejerskerne pegede på tre fænomener, som de anså for karakteristiske for møder med etniske minoritetspatienter:

• kommunikation
• forskellige sygdomsopfattelser
• forskellig kulturel og social adfærd på hospitalet

Kommunikation  

Sygeplejerskerne fandt at manglende eller reduceret kendskab til dansk havde en stor effekt på de interkulturelle møder. Sproglig kompetence er nødvendig for at sygeplejerskerne kan udføre professionel kommunikation om patientens situation og behandling

“Det første jeg tænker på er om de kan forstå mig…forstår de, hvad jeg siger…” 

Passiv versus aktiv kommunikation

Sygeplejerskerne oplevede at de etniske minoritetspatienter generelt var kommunikativt passive. For eksempel var det kun sjældent, at de gjorde opmærksom på, at de ikke havde forstået information om deres sygdom og behandling. De lod ofte som om de forstod , hvorefter de senere blev forvirret over behandlingen. Mange minoritetsetniske patienter gjorde heller ikke noget for selv at søge information om deres sygdom. Sygeplejerskerne tolkede dette som manglende lyst til at ”tage ansvar for egen sygdom.”

Brug af tolkning 

Da denne undersøgelse blev foretaget, var der visse retningslinjer for brug af tolke i hovedstadsområdet. Mange sygeplejersker prøvede at begrænse brugen af tolke. Undertiden blev familiemedlemmer brugt som tolke, men generelt var brug af tolke en funktion af sygdommens art og alvor. Der blev rekvireret tolk, når det drejede sig om dødsfald, alvorlig sygdom og intime spørgsmål. Sygeplejerskerne foretrak at benytte det samme tolkefirma for at kunne opbygge en fælles forståelsesramme og fælles forståelse.

Konklusion

For sygeplejerskerne udgjorde sproglige problemer og behov for tolkning de største udfordringer i det interkulturelle møde, fordi det tog ressourcer fra den basale pleje og omsorg. Sproglige problemer gjorde det vanskeligt at etablere en balance mellem ren information og dialogisk kommunikation om patientens situation, smerter, følelsesmæssige udfordringer og plejebehov. Jo vanskeligere det var at kommunikere verbalt med patienterne, jo mere fokus kom der på formel og praktisk information. Sygeplejerskerne oplevede at dette reducerede kvaliteten af den basale pleje og derved helbredelse.

For nogles vedkommende syntes fokuseringen på de sproglige udfordringer at være farvet af mere private holdninger til indvandreres manglende motivation for at lære dansk i det hele taget.

Forskellige sygdomsopfattelser

“Etniske smerter” – mange sygeplejersker var af den opfattelse at etniske minoritetspatienter generelt gav stærkere udtryk for smerter end de danske patienter :

“Jeg synes at de i forhold til de danske patienter klager mere over smerter. Vi snakker om det en gang imellem og kalder det etniske smerter.” 

De oplevede at danske patienter var mere tilbøjelige til at bide smerten i sig og holde det for sig selv.

Kendskab til anatomi og kropsbevidsthed

Etniske minoritetspatienter syntes at være mere uvidende om kroppens anatomi og fysiologi end danske patienter. Enkelte sygeplejersker opfattede dette som et resultat af manglende skolegang i patientens hjemland.

Desuden observerede sygeplejerskerne at etniske minoritetspatienter generelt foretrak at blive I sengen I længere tid efter en operation. Normalt anses det på danske hospitaler for at bidrage til helbredelsen at komme hurtigt ud af sengen. De etniske minoritetspatienter relaterede sygdom til at ligge i sengen. Denne holdning medførte en længere indlæggelsesperiode end for danske patienter med samme diagnose og behandlingsbehov. De etniske patienter var tilsyneladende bange for at blive udskrevet og forlade det trygge hospital. Sygeplejerskerne observerede også at etniske minoritetspatienter og deres familier ofte kunne reagere med vrede og trusler på uforudsete ændringer, f. eks en aflyst operation.

Konklusion

For sygeplejerskerne var det både personligt og professionelt vanskeligt at vurdere om etniske minoritetspatienter udtrykte ægte eller overdrevene smerter. Dette dilemma blev opfattet som en forhindring af professional pleje. Det manglende kendskab til anatomi gjorde det vanskeligt at forklare sygdommens kropslige udtryksformer. Undertiden forbandt sygeplejerskerne manglende kendskab til anatomi med manglende skolegang, hvorved de syntes at forveksle den professionelle tilgang med mere private og måske etnocentriske stereotypier om uddannelsesniveauet i såkaldt tredjeverdenslande. På samme måde kan opfattelsen af ”etniske smerter” ses som en negativ forforståelse.

Sammenfattende oplevede sygeplejerskerne at etniske minoritetspatienter ikke opførte sig i overensstemmelse med det danske sundhedsvæsens procedurer og normer.

Forskellig kulturel og social adfærd på hospitalet

Privat føde på hospitalet: en vigtig kulturel og social adfærdsforskel var forbundet med føde, idet etniske minoritetspatienter ofte fik bragt mad og drikke af familie og venner, hvilket aldrig skete for danske patienter. Nogle sygeplejersker oplevede dog dette som noget positivt, mens andre fandt at det forstyrrede de andre patienter.

Stærke sociale netværk: etniske minoritetspatienter havde ofte stærke sociale netværk og fik derfor mange besøgende. For nogle sygeplejersker udgjorde stærke sociale netværk et godt bidrag til helbredelsesprocessen, andre oplevede de mange besøgende som en gene både for de øvrige patienter og for plejepersonalet.

Konklusion

For sygeplejerskerne havde de kulturelle og sociale forskelle både positive og negative virkninger .Nogle lagde vægt på de kulturelle vaners positive indvirkning på helbredelsesprocessen, andre lagde mere vægt på de kulturelle vaners negative indvirkning på de praktiske og professionelle procedurer på hospitalet.

Opsummering og perspektivering

Undersøgelsen belyste kommunikation, forskellige opfattelser af sygdom og helbredelse og forskellige kulturelle og sociale adfærdsmønstres betydning for de interkulturelle møder på hospitalet.

Kommunikation

Sygeplejerskerne konstaterede at det på grund af sproglige vanskeligheder ikke var nemt at få det kendskab til patienternes baggrund, som var nødvendigt for at kunne klarificere patientens behov og individuelle situation.

Den manglende dialogiske kommunikation førte til en art objektivering, idet sygeplejerskerne – på trods af deres professionelle intentioner – følte sig ude af stand til at identificere de etniske minoritetspatienters livshistorie, identitet og integritet. De mistede det interaktive kommunikationsaspekt og fik derfor ikke mulighed for at benytte de sociokulturelle og psykokulturelle tolkninger og empatiske ”læsninger”, som de normalt anvendte i kommunikationen med patienterne. Dette kunne undertiden føre til brug af stereotypier og ligefrem etnocentriske tolkninger, som kunne tendere mod negative fordomme og generalisationer.

 Forskellige sygdomsopfattelser

Sygeplejerskerne brugte udtrykket “etniske smerter” om at give overdrevent udtryk for smerter. Dette opfattede de som udtryk for et anderledes etniskkulturelt syn på sygdom og smertetærskler. Manglende kendskab til anatomi og fysiologi blev også opfattet som en kulturel forskel.

Tidligere forskning havde beskæftiget sig med kulturelle forskelle i forhold til smertetærskler, men der var ikke kommet tydelige konklusioner. Tilsyneladende handler artikulering af smerte mere om kulturelle forventninger om hvornår og hvordan man giver udtryk for smerte end om selve smerten. Den medicinske antropolog Beth Elverdam har beskrevet hvordan reaktioner på og udtryk for smerte er kulturelle og præget af socialiseringen. Sygeplejerskernes oplevelser kan også forstås som et udtryk for en dansk kulturel tilgang og socialisering, hvor de ”gode” patienter kontrollerer deres smerter. Beth Elverdam har også gjort opmærksom på at manglende kendskab til kroppens biologiske funktioner ikke er synonym med manglende bevidsthed om kroppen.  Perceptioner og tolkninger af sygdom og sygdomssymptomer er også kulturelt determinerede. Når etniske minoritetspatienter foretrak at være sengeliggende, gav de formodentlig udtryk for en følelse af at være syge, mens de danske sygeplejersker anså dem for at være næsten raske.

 Forskellig kulturel og social adfærd 

Sygeplejerskerne reagerede på forskelle forbundet med føde, antal besøgende og den passive patientrolle.

Dette kan afspejle at både patienters og de professionelles roller i sundhedssystemet er kulturelt defineret. Jo mere den professionelle indtager en autoritær rolle, desto mere passiv bliver patientrollen. Sygeplejersker, som er uddannet i et mere dialogisk og antiautoritært system, har svært ved at forholde sig til passiv patientadfærd.