Oprindelige og biomedicinske opfattelser af sygdom : en komplementarisk tilgang til forebyggelsen af HIV/AIDS i Mozambique (Østrig)

Af Agnes Raschauer

Tekst reference: Kotanyi, Sophie (2005): Zur Relevanz indigener Konzepte von Krankheit und Ansteckung für eine wirksamere HIV/Aids-Prävention im soziokulturellen Kontext von Mosambik. (translation: Relevance of Indigenous Concepts of Disease and Contamination in the Socio-cultural Context for an Effective HIV/AIDS Prevention in Mozambique.) Curare Zeitschrift für Ethnomedizin und transkulturelle Psychiatrie, 28:2+3: p247-264.

Introduktion: begrænset resultat af forebyggelsen af HIV/AIDS

I sin artikel om forebyggelsen af HIV/AIDS i Mozambique og Afrika syd for Sahara hævder Sophie Kotanyi at det dårlige resultat af forebyggelsestiltagene kan henføres til at de fokuserer på en biomedicinsk tilgang, som ignorerer de indfødtes  egne forestillinger om sygdom og smitte. Hun mener at HIV/AIDS bør ses som et sociokulturelt fænomen, forebyggelsen skal forholde sig til hvordan de lokale opfatter verden og danner sociale relationer. Med baggrund i et feltarbejde i Mozambique undersøger hun hvordan lokale begreber og praktikker kan integreres i HIV/AIDS forebyggelsen.

Det er en udbredt opfattelse at det er vigtigt at inddrage den lokale befolknings værdier, ideer og livsformer i designet af medicinske tiltag. Men HIV/AIDS forebyggelsen i Mozambique og Afrika syd for Sahara inddrager kun i ringe grad de lokales begreber og tro. Kotanyi undersøger hvordan de indfødtes forestillinger kan bringes til at forøge effekten af præventionstiltag.

Biomedicinske opfattelser af prævention vs. traditionelle ideer om helbredelse?

I dag bygger prævention på en biomedicinsk opfattelse af smitsomme sygdomme og hvordan de bliver spredt. Biomedicin er en opfattelse af medicin, som ligger til grund for sundhedssystemer på den vestlige halvkugle. Viden om sundhed og sygdom produceres  naturvidenskabeligt med fokus på  fysiske og biokemiske processer. Der tages ikke ret meget hensyn til den sociale kontekst og individuelle oplevelser. Traditionelle sygdomsopfattelser er baseret på en lokal kultur. Som oftest er de udtryk for en holistisk tilgang. ”Traditionel” betyder at det drejer sig om ideer og forestillinger, som er videregivet fra tidligere generationer, mest via fortællinger. Traditionelle sygdomsforestillinger er ikke statiske, de ændrer sig og tilpasses, når de videreføres fra generation til generation. De er ikke kun gamle, forældede ideer og praksisser.  Kotanyi hævder at der generelt ikke findes samarbejde mellem biomedicinske og indfødte eksperter i Mozambique og mange lande syd for Sahara. Tidligere var traditionel medicin kriminaliseret i Mozambique. Selv om det ikke længere er tilfældet, tøver de statslige  sundhedsmyndigheder med at anerkende traditionelle metoder. Måske ønsker de ikke at afgive deres magt og autoritet.

Komplementaritet

I nogle afrikanske lande er der blevet gjort forsøg med at inkludere traditionelle behandlere i præventive tiltag. Det har ikke været den største succes, især fordi repræsentanterne for det officielle biomedicinske system har sigtet mod at assimilere de traditionelle metoder i den biomedicinske model, hvorved de mistede deres specifikke træk.

Kotanyi foreslår en komplementær tilgang til HIV/AIDS forebyggelsen. Hun benytter George Devereux’ komplementaritetsbegreb (1972), som ser indfødte og biomedicinske forklaringer som to forskellige dimensioner af sundhed/sygdom med sin egen rationalitet.  Patienter kan gå ind for begge rationaler samtidigt. Når man skal sammenholde de to modeller, skal hver opretholde sin logik og ikke tilskrive hinanden mangler. De skal ikke forenes, men kan supplere hinanden parallelt, idet hver tilgang kan belyse specifikke aspekter af HIV/AIDS prævention. Således kan en præventionsstrategi, som bygger på en komplementær tilgang, være bedre egnet for de lokale målgrupper.

For eksempel indgår det i de indfødtes helbredelsespraksis at benytte helbredende planter. Det kan hjælpe en patient med mange HIV/AIDS relaterede symptomer som herpes, appetitløshed eller diarre. Desuden kan de ritualer, som er knyttet til helbredelsessituationen, medføre yderligere gode effekter. Disse behandlinger kan finde sted sammen med biomedicinske tiltag, således at de samlede effekt maksimeres.

Den indfødte befolknings begreber

Sygdom og helbredelse er i Mozambique og lande syd for Sahara sammenflettet med indfødte medicinske begreber. Kun få accepterer at sygdom skyldes biologiske processer. De fleste ætiologier bygger på sociale årsager. Disse ætiologier er afgørende for hvordan lokalbefolkningen reagerer på HIV/AIDS præventionstiltag.

En sygdoms betydning er essentiel i den indfødte behandling. For at nå ind til denne betydning, er det nødvendigt at vide hvornår, hvor og hvorfor lidelsen begyndte. Sygdom fortolkes normalt som en uorden i personens sociale relationer, enten til de levende eller de afdøde. Analysen af sygdommen skal rekonstruerer den syges sociale relationer for at finde årsagen til sygdommen. Kotanyi fandt fire hovedårsager til sygdom : 1) forfædre  (afdøde), 2) ånder, 3) hekseri og 4) sygdom sendt fra Gud eller bare fandt sted. Hun mener at alle disse forklaringer kan være relevante for HIV/AIDS prævention. Vi vil nu komme nærmere ind på forfædre og hekseri for at se, hvordan disse begreber kan komplementere biomedicinske præventionstiltag.

Når relationer til forfædre bliver forstyrret, opstår der sygdom, da sundhed og lykke er afhængig af harmoni mellem de levende og de døde. Relationen kan blive forstyrret hvis de sørgende ikke udfører begravelses- og sorgritualerne korrekt. Forfædrene kan også fremkalde sygdomme hvis tabuer ikke bliver overholdt. Efter tabet af en ægtefælle skal der udføres renselsesritualer, fordi et dødsfald giver den efterladte en slags social besmittelse. For at modvirke dette skal den efterladte udføre renselsesritualer, ellers bliver et tabu brudt og der opstår sygdom. Forfædre reagerer også når seksuelle tabuer brydes, det er vigtigt for HIV/AIDS præventionstiltag at fokusere på hvordan forestillinger om forfædres indflydelse kan udnyttes.

En anden grund til at forholde sig til de indfødtes forestillinger om forfædre er at de symptomer, som er forbundet med en HIV/AIDS infektion, ofte bliver opfattet som konsekvenser af et tabubrud. Hvis man kombinerer biomedicinsk ekspertise med traditionelle healere kan man diagnosticere en HIV infektion tidligere: symptomer som associeres med et tabubrud kan også være tegn på HIV/AIDS.

Nogle indfødte renselsesritualer, der skal udføres efter en ægtefælles død, involverer en rituel seksuel akt, som skal rense for besmittelsen fra dødsfaldet Set fra et biomedicinsk synspunkt medfører disse ritualer en høj risiko for at sprede HIV/AIDS. I nogle områder er disse ritualer blevet ændret ved at udelade coitus for at minimalisere smittefaren. Hvis der ikke er nogen dialog mellem eksperter fra biomedicin og lokal behandling, må folk vælge mellem at forblive i en socialt negativ position eller at udsætte sig for risikofyldt seksuel adfærd.

Hekseri referer til relationer, som har fået en negativ vending. I Mozambique omfatter det både alle slags onde tanker og intentioner og uagtsom skadelig adfærd, for eksempel forårsaget af misundelse. Når mennesker smitter hinanden med HIV/AIDS, kan det opfattes som et resultat af hekseri. Kotanyi nævner en HIVsmittet sygeplejerske fra Congo, som lever i Paris. Selvom hun accepterer det biomedicinske syn på HIV/AIDS, er hun optaget af at finde ud af, om der foregår hekseri I hendes familie. Hvis hun skulle dø som heks, ville hun ikke kunne transformeres til forfædrestatus og ville dermed ikke kunne beskytte de levende familiemedlemmer. Dette eksempel viser at det er muligt at have forskellige modstridende forklaringer samtidigt og at det er vigtigt at forholde sig til forestillinger om hekseri i forhold  til  HIV/AIDS prævention. Syge mennesker vil få meget mere støtte fra miljøet, hvis de bliver anset for at være ofte for hekseri.

Kotanyi hævder at det er misforholdet mellem de social anerkendte ideer og HIV/AIDS præventionens rationale, som nedsætter dens effekt. HIV/AIDS prævention bygger på den biomedicinske infektionsopfattelse, men for mennesker i Mozambique og lande syd for Sahara er smitte et social begreb.

Konklusion: Hvordan HIV/AIDS prævention kan profitere af at samordne biomedicinske og indfødte strategier

Kotanyi fandt under sit feltarbejde i Mozambique  og lande syd for Sahara ud af, at smitte, sygdom og helbredelse er sociale dimensioner, som angår samfundets kerneværdier. Prævention skal systematisk inkludere lokalmiljøet på det lokale sprog. Der skal benyttes lokalt anerkendte informationsmidler, for eksempel er brochurer ikke egnede i orale kulturer, som benytter sig af metaforer, historiefortælling og dans.

Kotanyi mener at det er mere meningsfuldt at forholde sig til sociale forestillinger om smitte i stedet for kun at relatere til biologiske årsager til HIV/AIDS infektion. Hvis de indfødtes begreber og ideer forstærker smittefaren, skal de diskuteres med traditionelle healere og lokale myndigheder for at justere dem. Hvis ideerne lægger op til at fremme prævention, bør de indarbejdes i præventionstiltagene. Disse begreber og ideer skal ikke kun underordnes det biomedicinske rationale, de skal paralleliseres med de eksisterende biomedicinske præventionsstrategier.  Derved kan HIV/AIDS præventionen få større gennemslagskraft.