Hvorfor har den antiretrovirale terapi slået fejl i Afrika? (Frankrig)
Af Aurélie Benoit
Tekst reference: “Les antirétroviraux en Afrique : de la culture dans une économie mondialisée (Antiretroviral treatments in Africa : when culture meets globalized economy”) by Alice Desclaux in Anthropologie et Sociétés, “Volume 27, numéro 2, 2003, pp. 41-58
http://id.erudit.org/iderudit/007445ar
Introduktion
Artiklen « Les antirétroviraux en Afrique : de la culture dans une économie mondialisée » (« Antiretroviral terapi in Afrika : Kultur i en globaliseret økonomi ») handler om grundene til at den antiretrovirale terapi er mindre effektiv i Afrika, selvom den spiller en afgørende rolle I bekæmpelsen af seksuelt formidlede sygdomme. Ineffektiviteten synes at være et resultat af “ en lokal medicinanvendelse som ikke lever op til de internationale anbefalinger”. Men hvorfor bliver medicin anvendt ukorrekt ?
Hvorfor bliver behandlingen ikke implementeret? De misvisende kulturelle årsager.
Alice Desclaux minder om at den fejlagtige anvendelse af medicin ofte forklares med “kulturalistiske” forklaringer: seksuelt overførte sygdomme indgår i kulturelle konstruktioner som er blevet studeret i den medicinske antropologi. Forfatteren tror ikke på kulturelle årsager, især ikke når det drejer som om compliance. Medicinsk kan antiretroviral medicin kun anses for at være effektiv, hvis den faktisk anvendes i over 90% af tilfældene. Grundene til den manglende compliance er hovedsageligt økonomiske eller knyttet det svagt udviklede sundhedssystem i de pågældende lande, for eksempel at lægen udebliver fra den månedlige konsultation. I en artikel fra 2001 « Compliance en Afrique: question de culture ou « vieux problème »de santé publique? » (“Compliance i Afrika: et kulturel eller et sundhedsmæssigt problem?”), hævder forfatteren at der faktisk findes kulturelt betingede fænomener ( hvilket ikke nødvendigvis står i modsætning til denne artikel) men hun mener at disse forklaringer dækker over andre mulige forklaringer.
Årsagerne er af fysisk eller økonomisk art
Antiretroviral behandling får symptomerne til at forsvinde og miljøet forventer en art modgave som erstatning for de indrømmelser, der fandt sted under behandlingen. Dette viser en anden form for solidaritet, der er baseret på ”giv og modtag” princippet.
Alice Desclaux fokuserer også på det økonomiske aspekt, dvs manglen på fri adgang til behandlingen. “Børn, professionelle i sundhedssektoren og patienter, som har deltaget i forsøg “ har fri adgang. På lignende måde modtager i næsten alle afrikanske lande ”medlemmer af foreninger for HIVsmittede støtte, som delvist eller helt dækker udgiften til behandlingen, det samme gælder for enker med småbørn” Der findes altså en kategorisering, som indebærer et hierarki mellem patientgrupper ( desuden er der mere specifikke kategorier i de enkelte lande).Forfatteren rejser spørgsmålet om værdien af et menneskeliv. Uden subsidier overskrider behandlingen 100 dollar om måneden i lande, hvor over en tredjedel af befolkningen tjener mindre end en dollar om dagen
Neotraditionel medicin som alternativ til udenlandsk medicin
”Neotraditionelle” terapier opstår i et forsøg på at give flere adgang til behandling. Ofte koster disse midler det samme som de klassiske antiretrovirale midler, som de skulle erstatte. Tremkomsten af dette marked skyldes at de afrikanske professionelle benytter sig af ” et rum som er skabt af den sociale konstruktion af antiretrovial medicin”. Den ”neotraditionelle” medicin er ambivalent. På den ene side siges den at stamme fra traditionel medicin, men samtidig legitimeres den af producenterne med videnskabelige “nordiske” argumenter.
Medicin som meningsfulde objekter
Forfatteren mener at dette rum er skabt af “en kombination af manglende adgang og identitetsbetydning”. En medicin er ikke et neutralt objekt : klassisk antiretrovial medicin kommer fra Nord og har en betydning. At udvikle “neotraditionel “ medicin er også et middel til at producere et objekt, som et ladet med betydning.
Konklusion: Neo-traditionel behandling som et middel til at tilegne sig et fremmed objekt
Holdningen til antiretroviral terapi skal forstås i en økonomisk kontekst, som også er underlagt magtkampe. Holdningen til antiretroviral medicin udgør en modstrategi over for globalisering og ulighed ved at producere medicin lokalt som et symbolsk objekt. Medicin er ladet med betydning, både økonomisk (på grund af kategoriseringen der skyldes tilgængeligheder) og socialt (producenter benytter den i deres individuelle forretningsstrategier).
Antiretroviral medicin understøtter både biomedicinens legitimitet og nye former for medicin kaldet “neotraditionelle” på grund af de fordele, de giver lokale personer: en forøget adgang til medicin, en effektivitet der svarer til videnskabelig metode, et middel til at forsvare afrikansk identitet via medicinens symbolske ladning. Forfatteren tager ikke stilling til hvorvidt denne form for medicin udgør et problem, hun redegør blot for medicinens symbolske funktion for mennesker og hvordan brugen heraf påvirker et nyt “medicinsk geografisk system”. Desuden er den et eksempel på sociale dynamikker.