Hjemløs patient

Den kritiske hændelse

”En hjemløs patient i 50’erne. Han har et kræftsår på benet, det er inficeret med orme. Efter behandlingen får patienten det godt. Jeg ville gerne udskrive ham, men i stedet for at takke mig for mit arbejde, skælder han mig ud, fordi han  skal sendes hjem”.  

1. Elementer i situationen - aktører

Kvindelig læge:

I starten af 30’erne. Bort i Budapest i ejerlejlighed. Taler ungarsk. Ukrainsk baggrund

Kom til Ungarn for at gifte sig for 3 år siden. Manden er politibetjent. Det er hendes første job i Ungarn. Ingen børn.

Patienten:

Mand sidst I 50’erne. Fysisk dårlig, ingen familie, været hjemløs i 10 år og

hans forhistorie kendes ikke. Han besøger forskellige væresteder  for hjemløse og

blev indlagt for to måneder siden, det var længere tid end nødvendigt.

Der er et klart hierarki mellem lægen og patienten; begge har dog erfaringer med at tilhøre en minoritet, der kan udsættes for diskrimination.

2. Elementer i situationen - kontekst

Hændelsen finder sted på en hospitalsafdeling for hjemløse patienter. Lægen har valgt at arbejde med denne gruppe og har et godt kendskab til dem. Det er ikke første gang, hun er blevet skældt ud af en patient, men af en eller anden grund ramte dette hende hårdt, fordi hun havde gjort sig umage med at give ham den rette behandling og beholdt ham længere tid end nødvendigt, fordi det var meget koldt i februar. Han vidste godt at han skulle udskrives.

3. Følelsesmæssig reaktion

Bitterhed, chok over patientens ”utaknemmelighed”, skuffelse, desperation ,vrede. Senere følte hun sig magtesløs og havde dårlig samvittighed. Hun følte sig også dårlig over, at hun forventede at få taknemmelighed.

4. Hvilke normer, værdier og forestillinger blev aktiveret i situationen?

Hjemløshed:

I modsætning til mange mellemlagsungarere tror hun ikke at hjemløshed er selvforskyldt. Hun tror det er et strukturelt problem og at hjemløse skal hjælpes

(derfor har hun valgt at arbejde med denne gruppe).

Den medicinske profession:

Alle mennesker skal hjælpes. Der er dog en skarp skillelinje mellem socialt arbejde og medicin (derfor er der ansat socialrådgivere på institutionen). Lægens kompetencer vedrører medicinske problemer.

Definition af  situationen:

Hun ved, at manden efter udskrivelse skal tilbage på gaden, hun er ked af det, men kan ikke gøre noget ved det.

Selv-billede:

Hun anser sig selv for at være social sensitiv og hun mener, at hun har gjort alt, hvad hun kunne og mere til i denne situation. Hun forventer ikke taknemmelighed, men hun ville gerne anerkendes som en hjælpsom person. Hændelsen gør hende bevidst om at hun, selv hun ikke arbejder for at blive takket, gerne vil have at patienterne er “taknemmelige” overfor hende.

5. Fortællerens indtryk af modparten i hændelsen

Blandede følelser. Først vrede – manden virker utaknemmelig, irrationel og aggressiv. Samtidig – medlidenhed og (delvis) forståelse, hvilket ikke minimerer den negative effekt på hendes oplevelse.

6. Hvilke normer, værdier og forestillinger hos den anden person/kultur kunne medføre den adfærd, som forårsagede kulturchokket? (hypotese)

Han har ikke valgt at leve på gaden, men har vænnet sig til det. Nu er det koldt og han har vænnet sig til at have det varmt og trygt. Han er bange for at komme ud.

Hospitalet er nu hans midlertidige hjem, det betyder beskyttelse, omsorg og varme.

Lægen er  nu hans tætteste relations-person, hun er altid villig til at hjælpe ham, han forventer at hun forstår ham.

Definition af situationen: Udskrivelse betyder svigt, han tænker, at lægen ved at det vil udsætte ham for fare.

7. Betydningen af kulturforskelle og interkulturel kommunikation for den sundhedsfaglige praksis?

Hjælperrelationen er tvetydig. At give betyder at sætte en anden Ii en taknemmelighedsrelation og giver selvtilfredsstillelse. I institutionelle relationer modsætter klienterne sig ofte at vise taknemmelighed.

En meget stor magtdistance forstyrrer gensidighedsreglerne; der er ikke forpligtelse til at yde gengæld. De forbliver i den modtagende rolle uden at give gengæld.

Professionelle, som arbejder med udsatte grupper, bør trænes i at undgå at få identitetschok forbundet med denne type forstyrrede gaverelationer. Det er også nødvendigt med tværfagligt samarbejde, hvor sundhedsprofessionelle kan sparre med socialrådgivere, psykologer osv.