Livets afslutning

Den kritiske hændelse

”En kvinde lå på intensive afdeling efter et hjerteanfald. Hendes partner i de sidste 20 år var med hende. De professionelle sagde, at hun ville dø, når de slukkede maskinerne. Jeg sad et times tid sammen med ham. De professionelle opfordrede ham til at forlade stuen, mens de slukkede for maskinerne. Det var meget vanskeligt for ham. Jeg gik med ham tilbage til sengen, hvor hans partner drog sit sidste åndedræt. Der var stadig maskiner og skærme omkring hende og hendes mand var ikke vant til dette miljø. Jeg opfordrede ham til at holde hende i hånden, han spurgte mig ”er det i orden, at jeg kysser hende på munden ?”. Jeg blev chokeret og sagde, at han ikke behøvede at spørge om det. Han følte sig i den grad umyndiggjort og fremmedgjort i dette miljø”.

1. Elementer i situationen - aktører

Fortæller:

Hvid engelsk kvinde 46 år, præst, hendes familie var ikke særlig kristne. Har arbejdet på hospital i 8 år, især med terminale patienter. Hun er vant til hospitalets maskiner, slanger, senge og pårørende.

Patientens mand:

Engelsk hvid mand, 50-60 år, arbejder, medlem af  Church of England men ikke specielt religiøs.

2. Elementer i situationen - kontekst

Hændelsen finder sted på akutafdelingen, som er en meget travl afdeling på hospitalet. Der er ikke så mange patienter, men meget personale, lyde fra respirator, sterilt miljø, masser af slanger og livsopretholdende maskiner.

3. Følelsesmæssig reaktion

Det chokerede fortælleren, at manden spurgte om lov til at kysse sin hustru, som om hun ikke tilhørte ham længere. Det var trist, at han var så uforberedt på hustruens død og at han var så fremmedgjort i hospitalsmiljøet, at han ikke vidste, hvad der skete.

4. Hvilke normer, værdier og forestillinger blev aktiveret i situationen?

Religion og død:

Selv om  vi ved, at vi alle skal dø, er der forskellige måder at forholde sig til det på. Nogle vælger ikke at tænke på det, før de står i situationen, andre finder svar i spirituelle holdninger osv. Fortælleren kommer ikke fra en religiøs familie, men besluttede sig for at blive præst, de sidste 8 år har hun arbejdet med at støtte terminale patienter og deres pårørende. Hun er vant til at møde døden og vi formoder, at hun accepterer livets afslutning og de svar, som hendes tro giver.

Arbejde med døden:

Fortælleren er vant til at arbejde i hospitalsomgivelser. For patienterne og deres pårørende er det et fremmed miljø, som de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til, de kender ikke reglerne og ved ikke, hvad de kan  og ikke kan. For fortælleren er det et ”naturligt” miljø og hun ved, hvordan man opfører sig, siger farvel til en  kær, holde hånd og kysse en afdød. Familien har lov til at vise deres følelser uden at behøve at spørge om lov til det.

5. Fortællerens indtryk af modparten i hændelsen

Hverken positivt eller negativt, mere medfølelse over at han er så forvirret og opbragt og hun prøver at beskytte ham, da det går op for hende at han føler sig fremmed og har brug for støtte.

6. Hvilke normer, værdier og forestillinger hos den anden person/kultur kunne medføre den adfærd, som forårsagede kulturchokket? (hypotese)

Sorgprocessen: 

Patientens mand synes at være i chok over partnerens uventede død. Perioden på hospitalet var ikke tilstrækkelig for at erkende den forestående død. Det korte tidsrum mellem hjerteanfaldet og personalets anbefaling af at slukke for maskinerne gav ikke manden tid nok til at forholde sig til, hvad der skete.

Krisesituationen kan have aktiveret forskellige trusler:

Et tab af autonomi, da personalet fortæller, at de ikke kan gøre mere for patienten. Derefter tanken om at skule være alene efter 20 års samliv og det at skulle forholde sig til døden.

Døden i et medikaliseret miljø:

Manden kendte ikke afdelingens koder. Det er en meget travl afdeling på hospitalet. Der er ikke så mange patienter, men meget personale, maskiner, lyde fra respirator, sterilt miljø, masser af slanger og livsopretholdende maskiner.  Det er i dette unaturlige miljø, at han skal sige farvel til sin hustru og det kan bevirke hans forvirring.

Man anbefaler familien at vente udenfor, mens man frakobler maskinerne for at undgå følelsesmæssige kriser og fordi patienten ikke altid udånder fredeligt.

7. Betydningen af kulturforskelle og interkulturel kommunikation for den sundhedsfaglige praksis?

Personalet ønskede at gøre alt på den bedste måde, med musik på, mens apparaterne blev slået fra, de ønskede at beskytte ham, men han følte sig ekskluderet. For nogle vil det være ok at gå ud, mens andre bør være tilstede, selv om det er en chokerende oplevelse.

Da hospitalsmiljøet er i den grad anderledes end det almindelige liv, behøver terminale patienter ekstra støtte.

Personalet bør kunne forudse, at hver person reagerer forskelligt  og at de skal kunne svare på alle typer spørgsmål fra de pårørende, som kan være i choktilstand.