Elementerne i Healthy Diversity Evalueringsværktøjet

HER STILLER VI SPØRGSMÅL SOM:

• Hvad er de kontekstuelle omstændigheder og praksissens kontekst?
• Hvilken kategori og område inden for sundhedssektoren beskæftiger vi os med?

HVAD INKLUDERER KONTEKSTEN I EVALUERINGSVÆRKTØJET?

I vurderingsværktøjet vil sundhedssammenhængen omfatte både kategorien og området for sundhedspraksis:

KONTEKSTUELLE OMSTÆNDIGHEDER:

• Good practice vedrører procedurer for sundhedsbehandling, fx nødsituation, medicinsk behandling mv.
• Good practice vedrører procedurer for sundhedsuddannelse, fx erhvervsuddannelse, praktikophold, organisatorisk uddannelse mv.
• Good practice vedrører procedurer for særlige behov, f.eks. tolkning, religiøse/kulturelle faciliteter, miljøfaciliteter mv.
  

KATEGORIER:

• Organisatoriske indsatser for at udøve mangfoldighedsledelse i sundhedssektoren, fx i ledelsesprocedurer på en hospitalsafdeling
• Uddannelse og udvikling af interkulturelle færdigheder og kompetencer for at imødekomme forskellige brugergrupper og forskellige behov i sundhedssektoren
• Mange good practices kan omfatte både en mangfoldighedsledelse og et interkulturelt kompetenceperspektiv

OMRÅDER I SUNDHEDSOMRÅDETS PRIMARE SEKTOR:

• Lokale sundhedscentre, ambulante behandlingsmuligheder, plejehjem og andre institutioner som led i lokale/kommunale sundhedsydelser
• Praktiserende læger og specialiserede læger
• NGO’er og private sundhedsindsatser mv.

OMRÅDER I SUNDHEDSOMRÅDETS SEKUNDÆRE SEKTOR:

• Hospitaler, herunder medicinske afdelinger, kirurgiske afdelinger, akutafdelinger, psykiatriske afdelinger
• Hospices mv.

HER STILLER VI SPØRGSMÅL SOM:

• Hvilke aktører og relationer er involveret i i praksis?
• Hvilke interessenter kan spille en potentiel rolle i praksis – direkte eller indirekte?
• Hvem er de specifikke målgrupper for praksissen?

HVEM INKLUDERER AKTØRER OG MÅLGRUPPER I EVALUERINGSVÆRKTØJET?

Praksisser med henblik på at fremme mangfoldighedsledelse og interkulturel kommunikation i sundhedssektoren kan indebære mange forskellige aktører, målgrupper og interessenter. Aktører og målgrupper omfatter måske ikke hinanden, og i nogle tilfælde kan det endda være vigtigt at skelne mellem aktører og målgrupper. Det kan således være en god idé at reflektere over de forskellige roller og positioner, som aktører, målgrupper og potentielle interessenter spiller og har, når de beskriver good practice i vurderingsprocessen. Dette kan også indeholde en beskrivelse af forholdet mellem aktører og målgrupper i praksis.

AKTØRER OG RELATIONER:

Aktørerne i en good practice ville henvise til alle de mennesker, der direkte eller indirekte er involveret i og berørt af praksissen. Dette kan omfatte professionelt personale såvel som patienter i forskellige relationelle konstellationer, fx praksisser der primært involverer:

• Sundhedspersonale og patienter
• Sundhedspersonale og slægtninge
• Sundhedspersonale generelt og sundhedspersonale relateret til ledelse samt personale og kollegiale grupper
• Patienter og slægtninge mv.

MÅLGRUPPER:

Målgrupper bliver defineret som de borgere, der specifikt er omfattet af den nye praksis og som vil drage nytte af de ændringer og forbedringer, der gennemføres herigennem. Nye informationsmaterialer og brochurer på flere sprog er et ex på good practice, hvor borgere med en særlig sproglig-kulturel baggrund får mulighed for at læse om patienters rettigheder og praktiske procedurer for indlæggelse på deres modersmål.

HER STILLER VI SPØRGSMÅL SOM:

• Hvad er det overordnede formål for denne praksis?
• Hvad er de konkrete målsætninger, der skal implementeres i praksis?

HVAD INKLUDERER MÅL OG MÅLSÆTNINGER I EVALUERINGSVÆRKTØJET?

En grundlæggende del af vurderingsprocessen er beskrivelsen af de overordnede mål og de konkrete målsætninger for good practice. Jo mere mål og målsætninger er beskrevet præcist, desto lettere er det at foretage en yderligere analyse af good practice. Generelt henviser de overordnede mål til et overordnet politisk strategisk niveau, mens målsætningerne henviser til det implementeringsstrategiske niveau, hvor egnede aktiviteter og metoder vælges for bedst muligt at opnå de overordnede mål. Mål og målsætninger er således tæt forbundet og interrelaterer, selvom de i beskrivelsen kan virke ganske anderledes.

PRAKSISSENS OVERORDNEDE FORMÅL:

• De overordnede mål har i reglen et langsigtet perspektiv. Generelt svarer de overordnede mål også til politisk-strategiske hensigter og principper, såsom levering af lige adgang til bestemte velfærdsydelser eller forbedring af både ydelser og økonomi gennem øget effektivitet inden for bestemte dele af velfærdssektoren mv. Fx kan det overordnede mål at have en permanent tolkningsservice på hospitaler være at sikre lige adgang for minoritetsgrupper med hensyn til alle former for behandling i hospitalssektoren. Et overordnet mål kan også være en forkortelse af ventetiderne for bestemte operationer gennem et forstærket samarbejde mellem lokale læger og hospitalsmyndigheder.

PRAKSISSENS MÅLSÆTNINGER:

• De konkrete målsætninger refererer mere direkte til aktivitetsplanen og metoderne til at nå de overordnede mål. De opererer dermed på et implementeringsstrategisk niveau, hvor de overordnede mål for den nye praksis vil blive realiseret gennem nye typer af aktiviteter og metode, ofte gennem nye organisatoriske- og samarbejdsstrukturer. For opfyldelse af en permanent tolkningsservice på alle offentlige hospitaler, kan en konkret målsætning være at udvikle en særlig uddannelse til tolke i sundhedssektoren for at sikre tilstrækkelig professionalisme i denne nye service. En anden kernemålsætning kan være at udvikle nye organisatoriske procedurer for involvering af relevante tolke i alle situationer, hvor patienter og pårørende på hospitaler har brug for en tolkningsservice.

HER STILLER VI SPØRGSMÅL SOM:

• Hvilke teoretisk-metodiske tilgange bruges i praksissen?
• Hvilke konkrete aktiviteter er implementerede og hvordan?
• Hvilke benyttede metoder støtter aktiviteterne og hvorfor?

HVAD INKLUDERER TILGANG, AKTIVITETER OG METODER I EVALUERINGSVÆRKTØJET?

Den teoretisk-metodiske tilgang og valg af anvendte aktiviteter og metoder vil i good practice være tæt knyttet til og afledt af målsætningerne i selve praksissen.

TEORETISK-METODISK TILGANG:

• Den teoretisk-metodiske tilgang kan defineres som programteori for good practice, der forbinder praksis med de overordnede mål og målsætninger samt den aktuelle professionelle kontekst. Desuden beskriver den teoretisk-metodiske tilgang, hvorfor de nye aktiviteter og procedurer betragtes som den bedste metodiske måde at opnå resultaterne på.

DE ANVENDTE AKTIVITETER OG METODER:

• Med hensyn til anvendte aktiviteter og metoder kan de eksempelvis være, at oprettelsen af et nyt tolkekorps starter med en undersøgelse af eksisterende tolkningsagenturer og mulighederne for at samarbejde med eksterne tolke om en permanent tolkningsservice på et hospital eller i et lokalt sundhedscenter.
• En yderligere aktivitet kan være etablering af et internt tolkekorps, hvor hospitalet eller sundhedscentret udbyder sit eget korps og varetager omkostningerne i forbindelse med denne interne service.
• Endelig kan et nyt metodisk trin bestå i udviklingen af en innovativ model, hvor tolkene samtidig fungerer, som en slags hospitalsmentorer for migrant- og immigrant patienter med kommunikationsudfordringer.

 HER STILLER VI SPØRGSMÅL SOM:

• Hvad er forskellen mellem resultater, effekt og virkning?
• Hvorfor arbejder vi med denne skelnen og forskellige vurderingsniveauer?
• Hvilke fokuser og perspektiver er karakteristiske for hvert vurderingsniveau?
• Hvordan komplementerer vurderingsniveauerne hinanden?

HVORDAN DEFINERER VI RESULTATER, EFFEKT OG VIRKNING I EN GOOD PRACTICE?

I vurderingen af good practice skelner vi mellem resultater, effekt og virkning for at analysere og afklare:

• Resultatniveauet: i hvilket omfang den nye praksis opfylder formålet og målsætningerne
• Effektniveauet: i hvilket omfang den nye praksis fører til den tilsigtede effekt – eller muligvis til andre positive og relevante bivirkninger
• Virkningsniveauet: hvordan de såkaldte effektive mekanismer i den nye praksis fungerer og fører til den tilsigtede effekt

Grundidéen i Evalueringsværktøjet for good practice er, at evalueringsniveauerne for resultater, effekt og virkning supplerer hinanden og giver os en nuanceret og operationel indsigt i styrken og bæredygtigheden af forandringer i good practice.  Ved at kombinere vurderingen af disse tre niveauer kan vi opnå et detaljeret billede af de resultater og ændringer, den nye praksis giver anledning til. Desuden kan vi opnå en konkret og overførbar forståelse af de aktiviteter og metoder, der effektivt understøtter og fremmer de påtænkte resultater og ændringer i den specifikke kontekst og for de specifikke målgrupper. Vi kan endda lære, hvad der ikke virker, og hvad vi på nuværende tidspunkt skal tilpasse for at opnå good practice og resultater.

EVALUERING PÅ RESULTATNIVEAUET I GOOD PRACTICE

Når vi fokuserer på resultatniveauet, undersøger vi, om de oprindelige mål og målsætninger for den nye praksis faktisk opfyldes gennem implementeringen af nye aktiviteter og praksisser.

TIDSPERSPEKTIVET I RESULTATEVALUERINGEN:

Generelt giver det mest mening at gennemføre resultatvurderingen, når den nye praksis er blevet brugt over længere tid. Dette gælder især for langsigtede projekter og praksis med langsigtede mål og flere målsætninger, der skal bevises og opfyldes. Det kan dog undertiden være en god idé at foretage en regelmæssig monitorering og lave tester for at undersøge, om praksis er på rette kurs, og om det sandsynligvis lykkes i overensstemmelse med mål og målsætninger.

EKSEMPEL:

EVALUERING PÅ EFFEKTNIVEAUET I GOOD PRACTICE

Ved at fokusere på effekten analyserer vi, om den nye praksis fører til den påtænkte ændring og forbedring i form af innovation, behov og betingelder i en bestemt målgruppe, i en bestemt institutionel og organisatorisk sammenhæng, i tankegang, i holdninger samt kompetence niveau i en bestemt gruppe af fagfolk mv. Ved at vurdere effekten rykker vi et skridt videre fra opfyldelsen af mål og målsætninger og fokuserer på evidens og forandringens bæredygtighed.

TIDSPERSPEKTIVET I EFFEKTEVALUERINGEN:

I mange tilfælde kan det tage relativ lang tid, før en bestemt effekt tager fat og bliver tydelig. Effektmålinger er således ofte langsigtede. Alligevel er det relevant at undersøge tegn på effekt regelmæssigt for at verificere, at de aktiviteter og metoder, der anvendes i praksis, kan producere den påtænkte effekt på lang sigt.

EKSEMPEL:

EVALUERING PÅ VIRKNINGSNIVEAUET I GOOD PRACTICE

Ved at fokusere på virkningen analyserer vi, hvordan og hvorfor de aktiviteter og metoder, der anvendes i den nye praksis, faktisk støtter og promoverer påtænkte effekt og resultater. Ved at vurdere virkningen sætter vi figurativt et “forstørrelsesglas” på praksis og på implementeringsprocessen. Ved en nøje analyse undersøger vi forholdet og årsagssammenhængene mellem de anvendte aktiviteter og metoder på den ene side, og på den anden side forudsætningerne, behov, betingelser og ændrede reaktionsmønstre i målgrupperne grundet den nye praksis.

Virkningsevalueringen bygger på analysen af de såkaldte effektive mekanismer. Dette er de aktiviteter, metoder og processer, der især understøtter og opretholder opnåelsen af de påtænkte resultater og virkninger. Når vi fokuserer på de effektive mekanismer i en ny praksis, undersøger vi hvordan og hvorfor praksis fungerer for den specifikke målgruppe og specifikke kontekst.

Fx kan vi spørge: hvorfor er diabetes 2 patienter fra etniske minoritetsgrupper påvirket af de samfundsbaserede workshops på en måde, der gør dem i stand til at ændre deres livsstil og spisevaner og deres tillid til råd fra lokale praktiserende læger.

En effektiv mekanisme kan være samarbejdet og tilstedeværelsen af lokale myndigheder i kampagnens workshops.   

En anden kan være kampagnens evne til at bygge bro over kløften mellem traditionelle vaner og nye, sundere kostforslag.

TIDSPERSPEKTIVET I VIRKNINGSEVALUERINGEN:

Virkningsvurderingen skal udføres regelmæssigt for at sikre, at hæmmende faktorer og omstændigheder tilpasses eller fjernes asap. Det kan fx være u-effektive metoder eller organisatoriske strukturer, der modvirker good practice. Ofte er sådanne forhold ikke synlige fra starten af en ny praksis. De kommer kun til syne, når den igangværende virkningsvurdering synliggør i hvilket omfang, hvordan og hvorfor den nye praksis ikke giver påtænkte resultater og effekt. Procesanalysen af virkningen og effektive mekanismer vil bidrage til at identificere modvirkende faktorer.

 HER STILLER VI SPØRGSMÅL SOM:

• Hvad er sammenhængen mellem succesindikatorer og mål og målsætninger?
• Hvad kunne være succesindikatorer for resultaterne i sundhedssektorens good practice?
• Hvad kunne være succesindikatorer for effekt i sundhedssektorens good practice?
• Hvad kunne være succesindikatorer for virkning på sundhedssektorens good practice?

LINKET MELLEM SUCCESINDIKATORER, FORMÅL OG MÅLSÆTNINGER FOR GOOD PRACTICE

Succesindikatorerne er de faktorer, der indikerer, at målene og målsætningerne nås. Succesindikatorerne kan defineres som målesystemet i vurderingsværktøjet. Ved at vurdere opfyldelsen af succesindikatorerne kan vi konkludere, om den nye praksis rent faktisk fører til de påtænkte resultater og effekt – og desuden hvilke konkrete effektive mekanismer der findes bag resultaterne og effekten.

GENERELLE SUCCESINDICATORER FOR MANGFOLDIGHED OG INTERKULTURELLE KOMPETENCER

Med hensyn til mål og målsætninger for mangfoldighedsledelse og interkulturelle kompetencer i sundhedsydelser kan succesindikatorerne henvise til praksis på forskellige niveauer i den samlede sundhedssektor:

• Politisk niveau og ændringer i lovrammer for generel forbedring af ligebehandling og bekæmpelse af diskrimination, hvilket således direkte eller indirekte forbedrer rammebetingelserne for mangfoldighedsledelse og interkulturel kommunikation i sundhedsinstitutioner
• Institutionelt niveau og ændringer i de organisatoriske rammer for at understøtte og fremme mangfoldighedsprocedurer
• Kompetenceniveau og forandringer i faglige færdigheder samt værdier, overbevisninger og holdninger til implementering af mangfoldighed og interkulturel forståelse hos sundhedspersonale i daglig praksis

Selv om succesindikatorerne skal udledes af målene og målsætningerne for den specifikke praksis, målgruppe og kontekst, opsætter vi således en række succesindikatorer, der kan være særligt relevante for styrkelsen af mangfoldighed og interkulturalisme inden for sundhedssektoren. Disse eksempler kan ses som et understøttende værktøj til at definere succesindikatorer, når sundhedspersonale ønsker at udvikle og implementere en ny good practice for at forbedre mangfoldighedsledelse og interkulturelle kompetencer inden for sundhedssektoren.

MÅLBARHED, MÅLBARE DATA OG METODER

Succesindikatorer kan referere til kvantitative såvel som kvalitative målenheder. Den generelle regel er, at succesindikatorer skal måles på den ene eller den anden måde. Derfor skal vi også spørge, når vi opstiller indikatorer: Hvilke data er egnede til måling, og hvilken slags data kan ellers belyse indikatorerne?  

METODISK TRIANGULERING

Nogle gange er det nødvendigt at fremsætte meget kvantitativt målbare tal, såsom antal eller procentdele af en bestemt målgruppe, der ændrer deres adfærd på en bestemt måde. Som fx diabetes 2 patienter i det foregående vurderingseksempel. Andre gange må vi bruge mere kvalitative og fortolkende målenheder. Hvis vi spørger diabetes 2 patienter om deres personlige erfaring med de nye kostvaner, vil deres subjektive svar kræve en fortolkning, selv om vi måske kan kvantificere svarene fra en større gruppe af diabetes 2 patienter, der også sluttede sig til den specifikke kampagne. Generelt skal vi i forbindelse med gennemførelsen af større projekter og nye metoder bruge forskellige data og målinger til at vurdere resultaterne, effekten og virkningen på kort og lang sigt. Derfor anbefales det at arbejde med metodisk triangulering, hvilket grundlæggende betyder en kombination af forskellige datakilder og målemetoder. Ved at undersøge resultaterne, effekten og virkningen fra forskellige datakilder og metoder kan vi sikre en bedre validitet og beviser i de konkrete konklusioner og anbefalinger. Datakilder kunne fx være:

SUCCESINDIKATORER FOR GOOD PRACTICE RESULTATER

Ved hjælp af det tidligere eksempel på en resultatvurdering knyttet til sundhedssektoren, kunne vi tilføje et antal succesindikatorer:

Andre eksempler på succesindikatorer og resultater i sundhedssektorens good practice:

Good practice resultater i sundhedssektoren kunne være:

• Formidling af adfærdskodeks for interkulturel forståelse og kommunikation i et øget antal sundhedsinstitutioner fra både den primære og sekundære sundhedssektor
• Lige adgang til sundhedsplejeuddannelse og beskæftigelse gennem nye metoder til mangfoldig rekruttering til sundhedsplejeerhverv og -tjenester
• Nye organisatoriske strukturer og procedurer til medicinsk vurdering af patienter med migrant/etnisk minoritetsbaggrund
• Faste tolkningsydelser med faste regler for indkaldelse og inddragelse af tolke på alle hospitaler
• Ny institutionel ramme for formelt samarbejde mellem patienter, familie og sundhedspersonale
• Forbedret adgang til forskellige sundhedsydelser i praksis for borgere og brugere blandt migranter/etniske minoriteter
• Nedgang i andelen af både formel og oplevet diskrimination blandt migranter/etniske minoritets sundhedspersonale i den daglige jobindsats

SUCCESINDIKATORER FOR EFFEKTEN AF GOOD PRACTICE

Ved hjælp af det tidligere eksempel på en effektvurdering knyttet til sundhedssektoren kan vi tilføje et antal succesindikatorer:

Andre eksempler på succesindikatorer og effekt i sundhedssektorens good practice:

En good practice effekt i sundhedssektoren kan være:

• Et fald i kortsigtede hospitalsindlæggelser blandt migranter/etniske minoritetspatienter på grund af mere effektive medicinske vurderinger baseret på interkulturel forståelse
• Bedre indsigt i og involvering af ikke-vestlige behandlingssystemer og -praksis blandt sundhedspersonale på grund af en systematisk interkulturel uddannelse
• Højere behandlingsrate blandt migranter/etniske minoriteter på grund af tidlig forebyggende indsats i lokalsamfund og på grund af et systematisk samarbejde mellem offentlige, private og frivillige sundhedsaktører og interessenter
• Faste tolkningsservices med faste regler for indkaldelse og inddragelse af tolke på alle hospitaler
• Ny institutionel ramme for formelt samarbejde mellem patienter, familie og sundhedspersonale
• Forbedret adgang til forskellige sundhedsydelser i praksis for borgere og brugere af migranter/etniske minoriteter
• Bedre fysisk og psykisk velvære og større tillid til sundhedssystemet blandt migranter/etniske minoritetsborgere og patienter
• Nedgang i andelen af ​​både formel og erfaren diskrimination blandt migranter/etniske minoritets sundhedspersonale i den daglige jobindsats

HERE WE ASK QUESTIONS LIKE:

• What frame conditions are needed to implement this practice?
• What skills and competences must be present in order to implement and anchor the practice?
• What special attention points should be observed and recommended in a transfer process?

WHAT COULD BE RELEVANT FRAMEWORK CONDITIONS?

When transferring a good practice from one context to another, it is very important to be aware of the specific framework conditions that has characterized the initial context. Although the good practice was developed and implemented in a similar context – for instance in a certain hospital ward – the contextual framework may be quite different on closer inspection. This is why the contextual analysis of framework conditions is very important before the transference of a good practice from one healthcare context to another. 

It is noteworthy that the structural and institutional framework conditions may vary quite dramatically even within the same types and areas of healthcare service – especially across national borders. For instance, the economic framework for hospital operation may differ and follow very different legal rules and procedures. The same will apply to other forms of financing such as the use of private funding etc. Furthermore, the organizational opportunities to implement new practices will be different both within and across national borders. Management support and organizational adaptability as well as motivation and readiness for changes in working methods are framework conditions of great importance for the successful implementation of a new practice.

Any attempt to transfer a good practice from one healthcare context to another should take such framework varieties into careful considerations:

• What are the financial basis for the good practice – what expenditures and financial sources are included in the budgeting?
• How is the good practice managed and organized – is the good practice project-based or fully incorporated in the ordinary organization?
• Will all staff members benefit from the good practice – or would there be disadvantages for some employees?