Ingen stemme

Den kritiske hændelse

”Jeg er på besøg hjemme hos en indisk kvinde, som var terminal syg. Hendes mand og to døtre var til stede. De taler på hendes vegne, selv om hun taler engelsk. Jeg syntes at familien dominerede samtalen.

De spurgte om hjælp om kemoterapi, jeg var ubehageligt til mode, fordi jeg havde på fornemmelsen at patienten ville sige noget. Jeg følte at hun var uenig med familien.

Jeg bad om en kop the og om at være alene med patienten. Da vi var blevet alene spurgte jeg hende, hvad hun tænkte på. Hun sagde, at hun ikke ønskede nogen behandling, hun ville dø fredeligt og naturligt. Hun ville ikke såre sin familie og hun følte, at hun ikke kunne få det, som hun selv ville.

Jeg følte, at familien ikke repræsenterede hendes behov og ønsker. Hun havde ikke nogen stemme. Jeg talte med familien om andre muligheder, herunder hospice eller hospital for at afslutte livet. Familien fastholdt at de ønskede livsforlængende medicin.  

Normalt ville jeg konfrontere familien med patientens ønsker, men i dette tilfælde var jeg usikker, jeg vidste ikke nok om deres kultur til at kunne hjælpe dem. Jeg tvivlede på om kvinden var stærk nok til at tale imod familiehierarkiet, hvis det var en patriarkalsk kultur

Patienten fik ikke yderligere behandling, fordi hendes tilstand blev meget forværret, hun døde kort tid efter hændelsen”.

1. Elementer i situationen - aktører

Fortæller:

Kvinde 62 år, hvid englænder, født i Nordirland. Gift, to voksne børn og fem børnebørn. Hun er Macmillan sygeplejerske, som støtter terminale patienter.

Patient:

Kvinde, indisk baggrund, midt I 60’erne, terminal kræft i æggestokke. Taler udmærket engelsk, var husmoder, gift, to døtre sidst i 30’erne.

Patientens mand:

Indisk baggrund, midt i 60’erne.

Patientens døtre:

Indisk baggrund, sidst i 30’erne.

2. Elementer i situationen - kontekst

Hændelsen fandt sted i patientens hjem. Fortælleren vurderede tiltag for at lette livets afslutning. I starten er familiemedlemmer til stede, men senere er fortælleren alene med patienten.

3. Følelsesmæssig reaktion

En negative reaktion fordi fortælleren følte, at patienten selv skulle have haft mulighed for at bestemme. Hvis hun ikke havde haft tid sammen med patienten selv, ville hun slet ikke have vidst, hvad denne ønskede.

4. Hvilke normer, værdier og forestillinger blev aktiveret i situationen?

Valgfrihed, individualisme – fortælleren tror at det er vigtigt for patienter at  kunne træffe egne valg og ønsker, også ved livets afslutning. Det er ikke familiens behov, som skal være afgørende.

Assertivitet, direkte kommunikation  – patienten skal  have mulighed for at sige hvad hun ønsker og ikke bekymre sig så meget om familien.

Kvindefrigørelse, ligeberettigelse – manden skal ikke have mere magt end kvinden. Kvinder skal være sig selv.

Den professionelle mission – patienterne kommer i første række, deres ønsker er det vigtigste og de skal ikke føle sig tvunget til noget, de ikke ønsker. Det er de professionelles pligt at sikre, at patienterne bliver hørt.

Respekt for kultur – fortælleren havde på fornemmelsen, at der var nogle kulturelle regler på spil, som hun skulle være bevidst om og respektere for at kunne støtte patienten bedst muligt.

5. Fortællerens indtryk af modparten i hændelsen

Undertrykt og hjælpeløs / negativt

6. Hvilke normer, værdier og forestillinger hos den anden person/kultur kunne medføre den adfærd, som forårsagede kulturchokket? (hypotese)

Større fokus på familien end på den enkelte (kollektiv orientering):

Patienten er ved livets afslutning og ved, hvor svært det er for hendes familie. Hun vil ikke såre dem og prøver at indrettes sig efter dem.

Indirekte kommunikationsstil:

Det er ikke høfligt eller ønskeligt at udtrykke sine ønsker direkte, når de ikke svarer til, hvad der forventes i gruppen.

7. Betydningen af kulturforskelle og interkulturel kommunikation for den sundhedsfaglige praksis?

Den kulturelle orientering mod individualisme eller kollektivisme er en af de vigtigste kulturelle dimensioner. Individualister opfatter det enkelt individ, som den basale sociale enhed og de værdsætter valgfrihed og individuelle præferencer. Set fra et kollektivistisk perspektiv er en sådan adfærd uhøflig og egoistisk.

Fra det individualistiske perspektiv virker medlemmer af kollektivistiske samfund som passive og irrationelle personer, som ikke har nogle personlig meninger. Professionelle skal være bevidste om disse stereotyper i deres egen opfattelse af andre.

Hændelsen viser også vigtigheden af mangfoldighedsledelse. Når professionelle har på fornemmelsen, at der kan være kulturforskelle på spil, kan de være fristet til at ignorere dem af mangel på viden – de tør ikke handle af frygt for at støde imod noget kulturelt. Ofte er de selv fanget af forforståelser eller fordomme om kulturelle forhold, her taler vi om kulturalisering (henføre noget til kultur, selvom der er andre grunde).